Forside | Vis kurv | Bestil | Nyheder | Tilbud | Vilkår | Profil | E-mail
Søg:
 
VIS KURV:

vare(r) i kurven 
I alt 0,00 DKK
Thorax Akupunktur - Sikker behandling og forebyggelse af skader
Thorax Akupunktur - Sikker behandling og forebyggelse af skader
Lev. 3-5 dage dage
  På lager 
Varenavn Thorax Akupunktur - Sikker behandling og forebyggelse af skader
Varenummer A13
Lev. varenummer
Vægt 1,2 Kg.
Pris ved 1 398,00 DKK

KLIK PÅ BILLEDET FOR AT FORSTØRRE!

Varenr. A13. Akupunktur 1 - Introduktion. 1. udg. 2022. kr.398.00. Forfatter Kjeld Bruun-Jensen. Hardback, over 100 farveillustrationer. 236 sider. Format 19,5x25,5 cm.

Bind 1 i denne lærebogsserie er en introduktion til traditionel kinesisk medicin og akupunktur. Bogen er et produkt af min profil, som både er funderet i akupunkturklinikken, vestlig medicin og humanistisk sundhedsforskning. Akupunktur er en metode, der på mange områder kan mere end vestlig medicin. Imens vestlig medicin på andre felter kan mere end akupunktur. En fremtidssikret akupunkturuddannelse skal i høj grad forbinde sig med det etablerede sundhedsvæsen. Men det skal ske med respekt for traditionel kinesisk medicin. Denne lærebogsserie vil forsøge at leve op til dette.


Fra bogens forord

I 1984 mødte jeg Traditionel Kinesisk Medicin (TCM) for første gang. Jeg var under uddannelse til læge og zoneterapeut på samme tid. Jeg læste medicin i Odense og zoneterapi på zoneterapeutskolen i Kolding.
På hverdagene var jeg en del af det store universitet. Jeg sad i de overvældende auditorier, hvor underviserne med stor autoritet forelæste, og hvor vi medicinstuderende næppe turde stille et spørgsmål. Envejs kommunikationen dominerede på studiet, og der var ikke megen plads til refleksion og kritiske spørgsmål. Udgangspunktet var, at det, vi lærte, var sandheden.
I weekenden studerede jeg zoneterapi på 1.sal i et lille baggårdslokale i Kolding. Vi sad på billige klapstole, og i stedet for brikse foregik den praktiske undervisning på knirkende drømmesenge. Der var en meget livlig kommunikation på zoneterapeutskolen - ikke mindst pga. den meget farverige Elke Myrvig, som stod for undervisningen. Men udgangspunktet var det samme som på universitetet, at det, vi lærte, var sandheden.
Denne parallelle tilstedeværelse i to så forskellige verdener, der begge mente at have patent på sandheden, satte mange tanker i gang. I starten var det som at skifte identitet, når jeg gik op ad trappen til baggårdslokalet efter en uge i Odense. Denne oplevelse af splittelse varede i virkeligheden ved i mange år, hvor jeg var en del af begge miljøer. Jeg lagde det traditionelle lægejob bag mig i 1994, og oplevede egentlig forsat, at det var svært at forbinde vestlig medicin og TCM.
Men i 2000 startede jeg på den sundhedsfaglige kandidat uddannelse på Syddansk Universitet, hvor jeg fortsatte som Ph.d. stipendiat fra 2003-2007. På dette studie var tilgangen til sygdom og sundhed bl.a. humanistisk, og vi lærte også om kulturelle og sociologiske tilgange til sprog, krop, diagnose og behandling. Jeg udarbejdede min Ph.d. med antropologisk metode, og langsomt åbnede der sig en forståelse for, at sandheder er forbigående, og at flere sandheder kan eksistere sideløbende. Og nogle gange er sandheder ikke så forskellige, som man tror. I virkeligheden kan det være „sproget“, der gør forskellen (beskrevet i bogens kap. 1.1).
Jeg har således i dag en profil, som både er funderet i TCM, vestlig medicin og humanistisk sundhedsforskning. Jeg opfatter TCM som en tilgang til patienterne, der på nogle områder kan mere end vestlig medicin. På den anden side opfatter jeg vestlig medicin, som en tilgang til patienterne, der på andre områder kan mere end TCM. Jeg tænker, at denne komplementære tilgang er optimal i forhold til fremtidens professionelle uddannelse i TCM. Det er min holdning, at en fremtidssikret TCM uddannelse i høj grad skal forbinde sig med det etablerede sundhedsvæsen og den vestlige tankegang. Men det skal ske med respekt for den klassisk kinesiske tilgang.
Bogens 1. del er en introduktion, hvor vi i kapitel 1.1 starter med en indledning. Her diskuterer jeg forhold, som jeg mener, du bør være bevidst om, når du studerer akupunktur. Jeg prøver således at introducere et grundlag, der gør det muligt for dig aktivt at vælge, hvilken type behandler du vil være.
I kapitel 1.2 forsøger jeg dernæst at give læseren et indblik i „min egen vej til TCM“. Jeg mener, at en personlig beretning kan være på sin plads, som en indledning til en lærebog. Den personlige beretning skaber et perspektiv, som kan forklare afsenders ståsted. Jeg formidler TCM på en særlig måde, fordi jeg er, den jeg er. Derfor mener jeg, at læseren har ret til at vide, hvad der har præget min tilgang til TCM.
Vil man have en dybere forståelse af vestlig medicin sammenlignet med TCM, må man læse kapitel 1.3. På flere punkter står vi i dag med to medicinske systemer, der kan noget helt forskelligt, og dog har de rødder, der kan sammenlignes. De to medicinske systemer har på mange områder fulgtes ad i næsten 2000 år, men ret sent i deres udviklings historie, tog den vestlige medicin en drejning væk fra det fælles spor. TCM og vestlig medicin kan noget forskelligt, en forskel der især bygger på de sidste 2-300 års udvikling i vestlig medicin. Med afsæt i dette, har jeg forsøgt at skrive en idehistorisk afklaring i kapitel 1.3. Kapitlet vil måske kunne opfattes som lidt nørdet, men jeg tænker, at det er på tide, at nogen forsøger at formulere de historiske fællestræk, og ikke mindst de forhold, der ligger til grund for, at TCM og vestlig medicin kan noget forskelligt.

Bogens 2. del handler om „Historie og metoder“. Mange bøger går efter min mening for let henover dette emne.
Jeg har i kapitel 2.1 skrevet ret omfattende om TCM´s historie. Dette er gjort for, at læseren kan få indblik i TCM´s imponerende grundlag, men også den til tider kaotiske udviklingshistorie TCM er præget af. Især de sidste 150 år har været kendetegnet ved tumult, begrundet i oprør, krige, hungernød, epidemier og politiske omvæltninger i Kina. Disse 150 år har sat sine spor på TCM, så den nogle steder i Kina praktiseres i en reduceret udgave. At lære TCM i Kina kan være en spændende oplevelse, men den indebærer ikke nødvendigvis, at man lærer den fuldt udviklede og mest klassiske version. Bogens 2. del afrundes med kapitel 2.2, der gennemgår de mange metoder, der findes i TCM. Vores kultur har primært taget akupunkturen til sig. Men TCM udgør et meget omfattende medicinsk system med omkring 10 forskellige metoder. Alle metoder er baseret på den samme medicinske teori og diagnostik, og kapitlet giver en introduktion til den mangfoldighed, der er til stede i TCM.

Bogens 3. del introducerer i kapitel 3.1 læseren til meridianer og akupunktur punkter. Kapitlet har fokus på de 12 regulære meridianer og på generelle forhold omkring punkter. De ekstraordinære meridianer og den specifikke gennemgang af de enkelte punkters lokalisation og egenskaber - følger i et senere bind i denne lærebogsserie.
I kapitel 3.2 ser vi på sikkerhed i bred forstand. Kapitlet præsenterer således basal baggrundsviden. Centrale punkter er: Smitterisiko, hygiejne, kontraindikationer, nåle og nåleteknik - samt forebyggelse og håndtering af akupunkturskader

Bogens 4. del gennemgår den ideologi og filosofi, der knytter sig til TCM. Det tankesæt TCM hviler på gennemgås indledningsvis. Derefter ser vi på det verdensbillede, som direkte er til stede i TCM´s forståelse af krop, sundhed og sygdom.
I kapitel 4.1 gennemgås således de 3 store ideologier, der har haft indflydelse på kinesisk livsanskuelse, og dermed også på TCM. De 3 ideologier er Daoismen (= Taoismen), Konfucianismen og Buddhismen. Herefter gennemgås to tænkemåder som direkte er indbygget i TCM. Det drejer sig i kapitel 4.2 om om de fem faser (= fem elementer), og i kapitel 4.3 om Yin og Yang.

I bogens margen finder man vigtige tekstpassager, stikord, definitioner og relevante bemærkninger anført med kursiv. Jeg foreslår, at du selv supplerer med det, du finder vigtigt, hvorefter margen vil udgøre et sammendrag eller resumé, der kan være guld værd op til eksamen.
Bogen bygger på det faglige spændingsfelt, jeg har forsøgt at beskrive i starten af dette forord. Desuden står bogen på et omfattende fundament af baggrundslitteratur, samt årtiers virke som akupunktør og over 2000 timers erfaring som underviser i TCM.
For korrektur og feedback, skal der lyde en stor tak til sygeplejerske, cand. scient san. og master i sundhedsfremme Lisbeth Langdahl og akupunktør Lilli Jespersen.

God fornøjelse med læsningen!
Kjeld Bruun-Jensen
Akupunktør, læge, cand. scient san., Ph.D.
2022
Antal
   Køb
  «-Tilbage       

Alle priser er med moms, bortset fra kurser.-

>>Vis uden moms

  Anbefal   Print

Hvis du har nogle spørgsmål er du velkommen til at kontakte os.

Akupunktur-shoppen.dk - v/ læge, ph.d. Kjeld Bruun-Jensen - Rynkebyvej 13, 5750 Ringe - Tlf. 6262 2929 / 8818 8818, mobil 5217 3767 - Send os en e-mail